Findes der ”Penguin-sikker” linkbuilding?

Der findes i dag en række firmaer inden for søgemaskineoptimering – og konkurrencen om kunderne bliver evigt hårdere.

Det får nogle firmaer til at love, at de kan levere ”Penguin-sikker” linkbuilding; underforstået effektiv linkbuilding uden, at du kommer i tvist med Googles berygtede Penguin-filter, der kigger på unaturlige links.

Men lad det være sagt med det samme: Det eneste sikre i livet er død og skatter.

Linkbuilding er per definition imod søgemaskinernes retningslinjer og kan derfor aldrig være sikker – og da aldrig i forhold til en algoritme, der er skabt specifikt med unaturlig linkbuilding in mente.

Det betyder dog ikke, du skal kaste håndklædet i ringen og give op på linkbuilding. At bygge relevante links er stadig et af de vigtigste punkter inden for søgeoptimering.

Til din videre færd giver vi dig derfor her et par gode tips – Penguin-sikre kan vi ikke love, men det er gode og relevante links og ikke hvad algoritmen sigter efter, i det mindste.

Kopier konkurrenternes bedste links

Kan du undgå at skulle genopfinde den dybe tallerken hver eneste gang, du skal lave linkbuilding, sparer du meget tid.

Og det undgår du ved først og fremmest at kopiere alt det bedste, dine konkurrenter har lavet.

Ved hjælp af værktøjer som Ahrefs.com har du mulighed for at se, hvilke links, dine konkurrenter har.

Med denne viden kan du sortere de bedste af dem ud og se, om du kan genskabe dem. Er der tale om kommentarer, er det nemt, for her kan du blot selv smide en kommentar.

Ofte er det sværere, men det kan lade sig gøre med snilde. Hvis dine konkurrenter har fundet vej til en given side er det også ofte muligt for dig at gøre det samme.

Links fra dine leverandører

Din virksomhed har leverandører til fx telefon, programmering, rengøring og mange andre ting. Udover ydelsen kan du ved at tilbyde en positiv udtalelse igen ofte få et stærkt link fra dine leverandørers hjemmeside.

Som bonus er sådanne links svære at kopiere for dine konkurrenter jf. Ovenfor, der selv er nødt til at blive kunder hos den pågældende virksomhed for at få et link. Så meget er det de færreste virksomheder, der ønsker at gå igennem for et få et ellers udmærket link.

Ofte er det nok blot at skrive og bede om linket – dine leverandører vil naturligvis gerne beholde dig som kunde og derfor også give dig linket.

Udnyt presseomtale i lokale medier

Links fra Politiken, Børsen, Jyllands-Posten og andre store medier er godt – men mindre kan også gøre det.

Indgangsbarrieren for de lokale aviser (de lokale sprøjter, om man vil) er ofte markant lavere. Men der er stadig gode, redaktionelle og relevante links at hente fra meget stærke domæner. Tilmed kan omtale i den lokale avis lede til omtale i de større aviser, således du måske ender med linket fra Berlingske og en optræden i ”Go’ Morgen Danmark”.

Hvilken idé synes du bedst om – og hvor hurtigt kan du eksekvere?

Ingen linkbuilding er Penguin-sikker – men relevant linkbuilding går du sjældent galt i byen med!